Hvad er vanskelighederne ved at opdage droner i radarsystemer?

Alle ved, at radarsystemer er svære at identificere små droner og droner, der flyver tæt på jorden. Så hvad er vanskelighederne ved at opdage droner?

1. Miniaturisering og tilsløring: Mange droner har en lille volumen, hvilket resulterer i et lille radarspredningsområde og flyver i lav højde, hvilket yderligere reducerer sandsynligheden for at blive opdaget af radar. For at kunne detektere målet skal radaren forblive i sigtelinje med dronen. Dette er især problematisk i bymiljøer, da droner muligvis kun vises i sensorens synsfelt i et par sekunder, før de forsvinder igen.

2. Manøvrering og svævning: Ubemandede luftfartøjer kan udføre hurtige manøvreringsflyvninger og kan til enhver tid ændre deres flyveretning og hastighed, hvilket gør det vanskeligt at opdage radar. Nogle flyvetilstande - især svævende og lodret bevægelse - kan være sværere at detektere droner til detektionssystemer, der bruger automatiske sporingsalgoritmer.

3. Kompleks baggrundsstøj: Når radaren registrerer droner, er det nødvendigt at skelne dronens ekkosignal fra den komplekse baggrundsstøj. For eksempel kan droner flyve i komplekse miljøer som byer, bjergrige områder eller oceaner, hvor der er et stort antal radarinterferenskilder, herunder kommunikationsantenner, tovejsradioer, telemetrisystemer og endda ledninger og LED-lys.

4. Anvendelse af stealth-teknologi: Droner kan bruge forskellige stealth-teknologier, såsom radarabsorberende materialer, stealth-belægninger, ikke-metalliske materialer og kompositmaterialer, for at reducere refleksionen af ​​radarbølger, hvilket gør dronernes refleksionsområde på radaren mindre og svært at opdage. Særlige designs og konstruktioner kan også bruges, såsom skrå overflader, til at sprede radarbølger i stedet for at reflektere dem tilbage til radaren, hvilket kan reducere sandsynligheden for at blive opdaget af radaren. Optimer motordesign og brug termiske strålingsbelægninger for at reducere detektionseffektiviteten af ​​infrarøde detektionssystemer såsom termiske billedradarer.

Ovenstående stealth-teknologier kan bruges individuelt eller i kombination for at minimere risikoen for drone-detektion. Det skal dog bemærkes, at disse stealth-teknologier ikke helt kan forhindre droner i at blive opdaget, men snarere reducerer sandsynligheden og effektiviteten af ​​detektion.

5. Multi target tracking: I moderne slagmarksmiljøer er det meget muligt at have flere droner samtidigt. Radar skal kunne spore og skelne alle mål, hvilket stiller høje krav til radarsystemernes ydeevne. For at være effektivt skal detektionssystemet til antidronesystemet have en lav frekvens af falske positive og falske negativer. Dette er svært at opnå.

C-UAS-detektionselementet skal være følsomt nok til at detektere alle droner i brugsområdet, men et alt for følsomt system kan generere et stort antal falske alarmer, hvilket resulterer i, at systemet bliver ubrugeligt. Ifølge testresultaterne af antidronesystemer kræver det en "betydelig mængde mandskab" at skelne mellem ægte mål i komplekse miljøer.

6. Omkostnings- og ressourcebegrænsninger: Selvom der er nogle avancerede radarteknologier, der kan forbedre effektiviteten af ​​dronedetektion, er disse teknologier ofte dyre og kræver en stor mængde computerressourcer, hvilket ikke er befordrende for storskala-udrulning. Relativt set har droner lavere omkostninger og tærskler, og kan bruges meget, hvilket stiller radarteknologien store udfordringer.

Derudover skal radarsystemer kombinere andre teknologier såsom elektro-optik, infrarød, radiofrekvens osv. for at forbedre nøjagtigheden og pålideligheden af ​​dronedetektion.